Du har fået en fødselsdepression Christina.

Okay, jeg ved ikke helt hvordan jeg helt skal starte det her blogindlæg. Det er svært for mig at åbne op omkring, men alligevel også dejligt på en måde. Kun meget få personer ved hvad jeg er gået igennem de sidste par måneder, og snart ved i det også..

Lige efter jeg havde født, led jeg rigtig meget af kvalme og havde svært ved at få noget spist. Jeg fandt ud af med tiden at det var mine p-piller som gav mig kvalmen, og jeg prøvede at ændre tidspunkt på hvornår jeg tog dem. Og det hjalp rigtig meget, og jeg fik min appetit igen.

Efter et par måneder, begyndte jeg at få en del synkebesvær især når jeg spiste kød. Jeg skulle altid skylle min mad ned, med meget vand. Igen fik jeg problemer med at få spist ordentligt og nok. Flere blev bekymret for mig, og jeg fik sætninger som ??Jeg tror det er en fødselsdepression Christina??, ??Du spiser jo ingen ting pigebarn??, ??Har du spise forstyrrelse?? osv.

Og ja jeg har tabt mig rigtig meget, på den forkerte måde. Jeg vil virkelig heller ikke tabe mig mere nu!

Jeg tænkte en dag at NU, skulle det være og jeg ville begynde at tage mine vitaminpiller igen. Det ville være godt for min krop i og med, jeg slet ikke fik det rigtige at spise.
Philina ligger på gulvet og leger, og jeg skal til at sluge den her vitaminpille. Det sker så bare ikke?.. jeg får den her vitaminpille fuldstændig sindssygt galt i halsen, og jeg kan IKKE trække vejret, som i at jeg overhovedet ikke kan få bare den mindste luft. Jeg fiser rundt i hele lejligheden, banker mig selv i ryggen, slår mig selv i maven, jeg gør alt hvad der står i min magt for at få den her skide lorte pille op igen. Jeg er endda ovre og banke på ved naboen, men ingen er hjemme. Pillen glider nu lidt længere ned, og jeg kan begynde at trække vejret ganske lidt. Philina bliver selvfølgelig sulten midt i det hele, og jeg formår at give hende en flaske og lægge hende ud i barnevognen alt imens jeg nærmest ikke kan trække vejret. Imens den her pille sidder fast i halsen på mig, bliver min refleks ved med at prøve og synke og der sker bare INTET, jeg kaster bare spyt og slim op hver gang jeg har sunket.

Efter ca. 20 minutter opløser pillen sig, og jeg kan få vejret igen. Jeg gik fuldstændig i panik og angst bagefter. Jeg blev og var simpelthen så bange. Hvad nu hvis der var sket mig noget? imens jeg var alene med Philina. Noget som jeg virkelig har frygtet meget. At hun har set sin mor stå der og være panisk og helt blå i hovedet, gør mig så ked af det. Heldigvis kom min søde svigermor og passede mig resten af den dag.

Der gik noget tid, og jeg havde efterfølgende virkelig svært ved at spise. Jeg orkede ikke at fortælle dem omkring mig hvad jeg havde været igennem, så jeg fik igen samme kommentarer, omkring min spisning. Det blev værre og værre, og jeg begyndte at få angstanfald. Jeg har altid været meget psykisk stærk og aldrig troet jeg skulle til at kæmpe med min psyke, men det gør jeg altså nu. Sådan et anfald, en følelse af man bare gerne vil ud af sin krop, fordi man ikke kan holde det ud længere. Virkelig en klam følelse, en følelse som er meget svær at beskrive. En følelse af man er fanget i sin egen krop.

Der gik igen lidt tid, og jeg begyndte faktisk at få det værre og værre. Jeg levede nærmest af yoghurt og kakao, og kunne godt se at jeg var ved at være langt ude. Så jeg ringede til lægen, jeg har næsten lige skiftet læge og jeg har simpelthen fået den sødeste læge i verden. Jeg ringede grædefærdig til ham, og selvom han var helt booket i flere uger fik han mig presset ind samme dag.

Vi fik os en rigtig dejlig og god snak, og fik konstateret at det hvertfald IKKE var en fødselsdepression eller en spiseforstyrrelse. Men at jeg var i gang med at udvikle spiseforbi, altså at jeg simpelthen var/er bange for at spise, og bange for at blive kvalt.

Derfor valgte vi nogle forskellige løsninger, jeg skulle igennem:

var at jeg skulle starte op på noget medicin mod mavesår/mavesyre – det kunne nemlig være det som gav mig mit synkebesvær. Og måske være skyld i at ødelægge det nederste af mit spiserør (fra graviditet, hvor jeg led utroligt meget af halsbrand)
var at han gerne ville have at jeg skulle tjekkes helt i bund, først til øre/næse/halslæge og have en slange op gennem næsen og ned i halsen – han kunne intet se.
Og så igår hvor jeg var på sygehuset og få lavet en Gastroskopi, altså en kikkertundersøgelse af hals, mave og tarm. Omg aldrig har jeg været så bange og nervøs i hele mit liv. Endelig bliver det min tur, og jeg har selvfølgelig min mor med. Det har jeg altid, jeg er stadigvæk en lille pige som har min mor med til ALT. Men jeg kommer ind, og sygeplejersken kan godt se at jeg er meget nervøs. Hun begynder at tegne og fortælle, rigtig pædagogisk sådan jeg ikke skal være for bange. (Jeg er selvfølgelig ekstra bange, grundet det med vitaminpillen og den angst jeg nu har udviklet). Jeg siger til min mor at jeg ikke vil, og at jeg vil hjem. Total barnlig, men jeg var virkelig virkelig bange. Sygeplejersken fortæller mig, at de kan give mig noget beroligende så jeg ikke mærker så meget til undersøgelsen.

Undersøgelsen foregår normalt uden bedøvelse eller beroligende, og er ikke nogen særlig behagelig undersøgelse.

Og jeg tænker fint, så gør det.. giv mig noget beroligende, hvor meget kan det lige hjælpe??
Jeg får lagt drop, og de bliver hurtigt enige om at jeg skal have en rimelig høj dosis af det her beroligende. Og pludselig er jeg nærmest væk, vågner halvt op igen ved at jeg får de sygeste brækfornemmelser og at jeg har det meget ubehageligt. Og de er så ved at hive den klamme slange/kikkert op ad mig igen.

Jeg bliver nu kørt på en hvilestue, hvor jeg skal hvile mig lidt. Jeg føler mig på det her tidspunkt stang barcardi, jeg sejler virkelig og min mor fik sig et virkelig godt grin.

Undersøgelsen viste også at der ingenting var, og de regnede med at det var den medicin mod mavesår/mavesyre som havde hjulpet mig.

Resten af dagen igår, sejlede jeg lidt og om aftenen begyndte jeg at få ondt. De puster ret meget luft ind i en, og det sætter sig sådan på tværs og føltes lidt som en trykken for brystet. Derudover havde det ramt nogle af mine organer da jeg lavede brækfornemmelse, så jeg har været mega øm indeni. Meget underligt.

Men jeg er blevet tjekket fuldstændig nu, og jeg fejler ingen ting. Nu skal jeg bare have bearbejdet den grimme oplevelse jeg har haft, og komme ovenpå igen.

Lidt indviklet indlæg, men tak fordi i gad at læse med omkring min oplevelse. Jeg er sej og jeg skal nok komme ovenpå igen, jeg er allerede på vej tilbage den rigtig vej.