Fødselsberetning – Matheo

Kæreste jer <3

Nu kommer den… den længe ventede fødselsberetning.

Onsdag d. 28 november 2018

Jeg har tid ved min jordmoder kl 10.30, og har på forhånd aftalt, at hun skal lave en hindeløsning – hvis det er muligt. Jeg er 38+6.

Lige en lille side bemærkning til alle jer der spørger hvorfor jeg kunne få en hindeløsning så tidligt, det kunne jeg fordi, at jeg har haft verdens værste graviditet.

Nå men vi får snakket lidt, og jordmoderen fortæller mig, at nu skal jeg sænke forventningerne og ikke tro, at jeg bare føder lige om lidt trods hindeløsningen. Hun forsikrede mig om, at der tidligst ville ske noget om natten og, at det slet ikke var sikkert. Nå men altså, hun undersøger mig og fortæller mig, at jeg slet ikke er åben MEN godt blød. Allerede der tænkte jeg “nå, så er det nok ikke nu” – selvom jeg havde sagt til Lasse inden han tog på arbejde “idag skal jeg føde”. Tilbage til hindeløsningen, hun prøver først 1 gang – men måtte stoppe hende, fordi det simpelthen gjorde for ondt. Jeg tager en dyb indåndning og siger “så, nu gør du det” – og det gjorde hun! AV. Jeg kommer i tøjet, og bløder faktisk allerede en del syntes jeg.

Jeg når kun lige ud i bilen, så får jeg sådan en murren i maven – I ved, lidt ligesom når man skal til, at have sin mens.

Nå men jeg kører hjem ad, og skylder mig ind i sofaen, som jeg lige dækker af med håndklæder – just in case. Jeg får spist en skål yoghurt mens jeg ser MasterChef jul, herre hyggeligt.

Jeg når kun lige, at spise færdig – så får jeg mavesmerter, sådan hvor jeg tænker “av, det gjorde sku da lidt ondt”.. men så kunne der snildt gå 10-15 minutter før det kom igen. Hvergang der kom de her smerter, tænkt jeg “yes!” Og hvergang der så gik så lang tid, nåede jeg at tænke “nå, det er nok gået i sig selv igen”.

Smerterne bliver oftere og oftere, og med kortere mellemrum – dog meget uregelmæssige stadigvæk.

Jeg skriver så til Lasse.. 

Som I kan se på tidspunktet, er det kun 2 timer siden jeg kom hjem fra hindeløsningen. Dog tror jeg stadigvæk ikke rigtigt på det endnu, da jeg skriver til Lasse – og jeg advarer ham også, og siger det kan være, at det går i sig selv igen. Så han skulle ikke håbe for meget.

Efter at have skrevet til Lasse, tænker jeg at en dejlig tur under den varme bruser ville være rart. Så jeg hopper i bad. Puha, det satte skub i sagerne. AV! Jeg nåede kun, at være i bad ganske kort – så måtte jeg ud, og ringe til Lasse. “Hej skat, jeg vil bare lige sige…. jeg tror, at du…. skal komme hjem… NU” dut, dut, dut… så tog veerne ellers til, og de kom nu som perler på en snor. Her er kl ca. 14.

Vejrtrækning!!!! Mit vigtigste fokuspunkt, under hele min fødsel. Line fra Signes Scanningsklinik i Århus. Hun har lært mig, at føde. Jeg tænkte på hende, under hele min fødsel. Vejrtrækning, bølger og bevægelse. Det lyder skørt. Men det gjorde, at jeg havde verdens bedste fødsel. Besøg hende og I vil forstå mig. Jeg er så evigt taknemlig!

Nå men Lasse kom så hjem, og han var lynhurtig til, at gøre det hele super hyggeligt og rart, at være i. Han hentede min yogabold, og placerede mig på den – så fandt han cola og yatzy frem til os. Så jeg sad der på min bold, mens vi spillede yatzy, og hvergang jeg fik en ve, så tog Lasse min hånd og vi trak vejret sammen igennem veen og spillede så videre bagefter.

Nu begyndte de veer, altså at bide lidt mere.. og Lasse spurgte mig flere gange “hvornår tror du, at vi skal køre?” Og jeg svarede hvergang “det ved jeg ikke”.

Kl 15:45 ca. Nu syntes Lasse det var på tide, at pakke bilen. Jeg ligger hen over min bold, holder mig i bevægelse hele tiden og under hver eneste ve – lukker jeg øjnene, trækker vejret dybt, tæller inde i hovedet samtidig med, at jeg tænker på havets bølger som bruser ind over stranden. Lasse spørger igen nu, om vi snart skal køre og jeg kan igen ikke svare. Så han tog en beslutning, og placerede mig ude i bilen.

Lasse havde mega svært ved, at vurdere hvor i fødslen jeg var. Fordi min fødsel med Philina, der skreg jeg non-stop indtil jeg fik en epidural på fødegangen. Denne her gang, sagde jeg ikke en lyd. Jeg har nemlig lært, at arbejde MED veerne i stedet for imod dem. 

Vi køre mod Kolding ca. kl 16:00, perfekt tidspunkt, at skulle køre i alt myldertrafikken. Men altså, Lasse tog tid på mine veer, hele vejen til Kolding og de var 100% regelmæssige.

16:30 vi ankommer på sygehuset – og da vi venter på, at kunne komme ind på fødegangen, er jeg lidt presset.. MEN jeg holder fokusset, og tænker 100% på min vejrtrækning.

Vi får en stue, og jeg bliver undersøgt. Jeg er 6 cm åben – tror da fanden de veer gør så nas. Men jordmoderen starter faktisk ud med, at sige “vi skal lige gøre klar til presseveerne, der kan ikke gå længe”.

Jeg er ved, at være så langt inde i min selv nu – at jeg ikke siger så meget. Vi har skrevet som ønske, at Lasse må træffe beslutninger på mine vegne, fordi jeg ikke selv kan tage stilling til noget, når jeg har veer.

Han skynder sig, at sige, at jeg gerne vil i badekar – så det går de i gang med, at fylde med det samme. Inden det, skulle jeg selvfølgelig have lavement/klyx, og Lasse går diskret ud og nupper en kop kaffe imens jeg ordner det.

Nå men endelig er badekarret fyldt, stuen er helt mørk og over badekarret hænger en stjernehimmel med lys i. Waow, det var vildt beroligende og rart.

Jeg ligger egentlig bare i badekarret, slapper af og koncentrerer mig om mine veer når de kommer. Der begynder, at komme nogle hæftige nogle hvor jeg siger til jordmoderen “hvorfor stopper de ikke?” – jeg havde lært mine veer så godt, at kende, at jeg vidste præcis hvornår den var slut. Men de her veer var hæftige, puha. Men jeg tabte stadigvæk ikke fokus. Jeg holdte vejrtrækningen!

Nu begyndte min jordmoder “vil du føde i vand, Christina?” – og jeg sagde bare “nej!”. Nå men så skulle jeg altså til, at op..

Jeg kommer op, bliver tørret og får sneglet mig hen til fødebriksen. Jeg står ind over den og vrikker med numsen. Jeg kan huske jeg sveder helt vildt, og Lasse kommer fluks med kolde klude til mig.

Nu ville min jordmoder altså gerne undersøge mig, så jeg skulle op og ligge.. “du er nu 8 cm åben” og jeg tænker, åh Gud.. lang vej endnu!

Så spørger hun “må jeg tage dit vand? Det gør bare, at du nok snart føder – hvis jeg ikke gør det, kan der måske godt gå et par timer endnu” – jeg kigger op, og peger på Lasse, og han svare “ja”.

Hun når kun lige, at tage vandet.. så er jeg 10 cm åben og får presseveer med det samme. Matheo står bare ikke helt nede i bækkenet og klar til, at komme ud. Men jeg kan ikke holde igen, så jeg presser alt hvad jeg kan og får ham ned.

De næste 2-3 presseveer, taber jeg fokus, for første gang i hele fødslen. Puha, mig og de presseveer bliver aldrig nogensinde gode venner! – men jeg skriger i stedet for, at arbejde med dem. Jeg kommer endda til, at slå min jordmoder i hovedet og der har jeg alligevel overskud til, at undskylde. Lasse får mig dog tilbage på rette spor, og trækker vejret sammen med mig igen. 1 presseve og hovedet er ude, og igen er jeg ved at tabe fokus indtil min jordmoder siger “CHRISTINA!!! Tag dine arme herned, han kommer nu!” – så tog jeg selv imod ham! Kl 18:48, er den lille store Matheo Nohr blevet født, uden smertelindring og jeg tog selv imod ham!

Jeg vil anbefale alle jeg kender, selv at tage imod – det er den vildeste følelse i hele verden! WAOW!!!!

Vi nyder minutter efter, og er helt høje. De vejer lige hurtigt Matheo og fortæller han vejer 4010g, sølle 10 g fra at springe kurven.

Lasse går ned og henter bilen, tasker og autostol – så jeg kan få fred til, at føde moderkagen. Da Lasse kommer tilbage, har jeg stadigvæk ikke født moderkagen. Og det er nu 30 minutter siden jeg har født.

Moderkagen skal fødes senest 45-60 minutter efter fødslen, ellers skal man op på operationsbordet og have en udskrabning.

Min jordmoder prøver alverdens ting, for at få den moderkage ud og jeg skælder ud, fordi det simpelthen gør så pisse ondt! Jeg skulle endda op og sidde på huk, på briksen – prøv det, når du lige har født…… lige lidt hjalp det. Min jordmoder begynder, at forberede mig på, at jeg nok skal derop tur, og at bedøvelsen var epiduralblokade. Jeg tudet snot, fordi nu havde jeg jo lige født uden den satan, så jeg ville jo ikke have den…

Sidste chance, min jordmoder tilkalder en gammel garvede jordmoder for, at høre hende om hun havde et trick. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg føler hun bare smadret hånden op og rev den her moderkage ud. Jeg skældte ud igen, og græd.. for hold kæft det gjorde ondt. Men ud kom den! Og jeg takkede hende af hele mit hjerte, og undskyldte for mit skæld ud.

Der går ikke længe før, at jeg kan mærke noget som løber og så siger det PLASK! Jeg kan høre jordmødrene hvisker lidt, og så siger de ellers “alarm” – en høj alarm agtig lyd går på stuen, og det vælter ind med mennesker.

Min jordmoder hopper op på sengen og holder en knytnæve i maven på mig, en anden tager blodtryk, en tager blodprøver og jeg ved sku ikke hvad de andre laver.

Lasse med Matheo i armene, og jeg når at få øjenkontakt og et “vi ses” inden de ellers er løbet af sted med mig. Det hele bliver en smule tåget for mig, og pludselig er jeg på operationsbordet – min jordmoder sidder stadigvæk ovenpå mig. Jeg siger til hende “vil du ikke nok blive hos mig” hvor hun svare “jo selvfølgelig”. Jeg følte mig pludselig så skrøbelig og sårbar.

Men altså på operationsstuen bliver jeg mødt, af yderlig 100 mennesker med spørgsmålene “hvad er dit cpr-nummer?”, “hvad vejer du?”, “hvad hedder du?”, “er du allergisk overfor noget?” Osv. Til sidst sagde jeg “vil I ikke nok, bare ligge mig i narkose nu? For jeg kan ikke mere”.. så fik jeg masken, og bum så sov jeg.

Fra de trykker alarm på fødestuen til jeg er på operationsbordet, der går 3 minutter (ifølge min journal). Det er sku godt arbejde!

Lasse blev jo efterladt på fødestuen med en nøgen sulten Matheo, og 1 liter af mit blod på gulvet. Hyggeligt ikke? – ej! Ret skræmmende for sådan en nybagt far.

Han fandt heldigvis nogle som kunne hjælpe ham med, at finde en stue til os og lidt mad til Matheo.

Jeg vågner fra operationen, hvor de har været oppe og fjerne yderlig en masse blod samt stoppet blødningen. I alt mistede jeg ca. 1,5 liter blod. Jeg har 2-3 venflon i hver hånd, til alt det medicin og smertestillende jeg nu skulle have.

Nå men jeg kommer tilbage på stuen til Lasse og Matheo, hvor vi så lige snakker tingene igennem med min jordmoder og hun måler lige Matheo, sammen med os – 52 cm kærlighed.

Min jordmoder fortæller mig så, at hun sjældent har set en som mig, som var SÅ sej til, at føde. Hun var der jo bare – var hendes ord. Hun syntes, at jeg nailede den fødsel, og hun havde nærmest aldrig set nogle som kunne fokusere så grundigt på vejrtrækningen uden at tabe den en eneste gang.

Så det var det fedeste skulderklap, at få – nu når det så skulle ende så træls.

De efterfølgende dage, var skrækkelige. Jeg skulle have hjælp til ALT. Kunne ingen ting selv, fordi så besvimede jeg, grundet den lave blodprocent..

Men jeg kom rimelig hurtigt over det. Og jeg er nu flyvende, som aldrig før! 😍 verdens bedste fødsel med den skønneste jordmoder, med en træls afslutning.. men den afslutning, har kun gjort os stærkere end nogensinde før, det ved jeg bare!

Lidt ærgerlig over, at vi ikke skal have flere. For jeg gad virkelig godt, at føde igen! ❤

Har ikke et eneste billede fra fødslen, fordi den gik så hurtig – og Lasse ville hellere være der i nuet med mig, end at se det igennem en telefon.